| Nøgleroman på godt og ondt!a
I 1923 udskrev Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag en konkurrence om den bedste roman med mange figurer og et folkeligt præg. Efter igennem 8 år ikke at få noget udgivet, besluttede Gyrithe Lemche at deltage. Hendes bidrag, som havde et stort persongalleri og dybest set handlede om at diskutere opdragelsesprincipper, kom imidlertid ikke mellem de ti præmierede - hvorfor forstod hverken hun eller hendes mand. Ikke desto mindre blev bogen alligevel antaget, så i 1924 udkom Gyrithe Lemches roman over 248 sider, Paa godt og ondt. En bog om ungdom, på forlaget Gyldendal. Hendes hensigt var her at give en autentisk skildring af forholdene under 1. verdenskrig og deres indflydelse på hele den tids ungdom. Det meste af romanen udspiller sig i den vestsjællandsk stationsby Bildeskov -eksprestogets sidste stop før færgen - i perioden 1914-1918, hvor Aage Rud er i lære hos købmand Helmer. Som 14 årig ankommer han til stationsbyen, men møder forinden i toget den jævnaldrende William Jensen, som har lokket ham til at tænde en cigar: "Aage lov vinduet gå ned og smed cigaren ud. Han var dygtig flov men kunne alligevel godt lide sin nye ven. !Hør, er det ikke Bildeskov kirke" spurgte han for at komme væk fra den dumme historie. De hængte sig begge langt ud af vinduet for at tage kending af stedet. "Jo, min gård ligger på den anden side" sagde William, "man kan ikke se den herfra. Kirken ligger i landsbyen, men du skal jo til stationsbyen" Som det vil være enhver, der ankommer med toget til Jyderup, bekendt, kan man ikke se Skarredsø og da slet ikke samtidig med kirken. Men det er alligevel Jyderup de to unge mennesker ankommer til, for her havde Gyrithe og Johan Lemches søn, Jørgen stået i lære 1914-1918 hos købmand Viggo Jensen. William, som er en høj og stærk dreng i modsætning til den mere splejsede Aage, har på trods af navnelighed og fælles status, dog intet at gøre med Viggo Jensens bror1 | Gyrithe Lemcheb - dansk forfatterinde og kvindesags-forkæmper og faster til politikeren og forfatter Hartvig Frisch - blev født Ellen Gyrithe Frisch den 17. april 1866 i København. Hun blev student fra N. Zahles skole i 1887 og cand. phil. 1888. I 1893 blev hun gift med kredslæge Johan Henrich Lemche, Lyngby. Debutbogen Soedtmanns Jomfruer fra 1898 beskriver beboere på en stiftelse i Lyngby og indledte den linje i forfatterskabet der med udgangspunkt i selvbiografisk og slægtshistorisk stof beskriver udviklingen på egnen fra afviklingen på egne fra afviklingen af det feudale landbrug op til omkring 1900. Hun var levende lokalhistorisk interesseret, var med til at stifte Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Tårbæk i 1927 og flittig bidragsyder til selskabet årsskrift. I kvindesagen blev hun en af Dansk Kvindesamfunds frontfigurer fra 1910. Allerede i 1899 udgav hun Folkets Synder - et kvindeligt svar på 1880'ernes sædelighedsdebat. Den udmærkede sig ved at anerkende kvinders seksuelle behov, men pointerede, at kærlig og seksualitet skulle høre sammen. I Nordisk Kvindelitteraturhistorie kaldes hun meget rammende "Kvindesagens Moses", for det fanger både det visionære i forfatterskabets kvinde- og samfundssyn og det store lederpotentiale, hun udviste som frontfigur i Dansk Kvindesamfund i årene omkring grundlovsændringen i 1915 Hendes hovedværk som forfatter er Edwardsgave, en klassisk slægtsroman - udgivet i 5 bind 1900-1912 - med en realistisk skildring af to købmandsdynastier fra 1700 tallet og til samtiden. I sit ægteskab fødte hun 1894-1907 ti børn, hvor den midterste, Jørgen født 1900 - leverede stof til hovedpersonen i romanen På godt og ondt. Her diskuterer hun opdragelsesprincipper med udgangspunkt i hans oplevelser i Jyderup. Gyrithe Lemche døde 3. februar 1945 og ligger sammen med sin mand begravet på Assistens Kirkegård i Kongens Lyngby2 |
| Johan Lemche fortæller: "Hovedpersonen i bogen, Aage Rud, er en fuldtro kopi af hendes 14 årig søn, Jørgen Frisch Lemche, og skildringen af ham i bogens første kapitler er holdt meget nøje op af de virkelige begivenheder, og dels taget fra hans livfulde skildringer. Også disse sidste er virkelige begivenheder i alt væsentligt. William Jensen i fortællingen er en digtet figur, men som model har hun brugt sin et år yngre søn (ahj: Mogensc), der et års tid eller 2 efter kom i lære på en gård i Svinninge, i egnen om Jyderup. Han er dog gjort omtrent et år ældre end Aage og gjort til præstesøn.
Aages far og mor er naturligvis mig (Jørgen Lemche) og Gyrithe selv. Købmand Helmer er købmand Jensen (Viggo Jensen) i Jyderup, der var en dygtig men ret streng foresat. Hans hustru var født komtesse Lerche af slægten på Lerchenborg (Sophy Lerche). Butiksfolkene og kokkepigen, Marie, er sat ind i bogen, som drengen, Jørgen har skildret dem for Gyrithe" Og hvis ellers Jørgen Lemches ord står til troende, blev sønnen dårligt behandlet - specielt af førstekommisen, i bogen kaldt Grøndahl - allerede fra starten. Aages første møde med købmandshandelen beskrives således: "Købmanden stod henne ved kassen og talte med en ældre frøken på en alt andet end venskabelig måde. Rent tilfældigt fik han øje på Aage, som stod forskræmt lige inden for døren nedenfor trappen. "Grøndahl, hør her - det er den nye dreng, ta' og giv ham noget at bestille" En lavstammet kommis i hvid lærredsfrakke og med blyant bag øret vendte sig om mod anden kommisen: "Giv han sømkassen, Nielsen" befalede han uden at værdige Aage et blik. "Vær så artig, min herre, ta' for dem af retterne" sagde en ung, mørk fyr med mange filipenser. Han halede en lang, tung kasse frem under disken, "men jeg råde dig til ikke at komme i vejen for mig, for så vanker der i enden." Meget hurtigt sendes Aage af Grøndahl rundt med varer fra en trækvogn i en by, han endnu ikke kender, og ved den lejlighed stifter han bekendtskab med hotelejerens kone, fru Lind og sønnen Holger Lind - kopieret over Amalie Schmidt og sønnerne Knud Aage og Asmus. De inviterer ham ind i køkkenet til en kop kaffe. Holger præsenteres som yngste assistent i banken. I virkeligheden var Knud i lære på hotellet og Asmus hos manufakturhandler Scharling. "Jo, Helmer er en streng arbejdsgiver" sagde Fru Lind, som blev stående henne ved drengene, "men gud bevares, han er en dygtig mand, som forstår sine sager, og orden i tingene har han. Han er en chef, man kan lære noget af, når man eller skal holde pladsen ud. Som nu Henrik Schmidt, han skal nok komme godt an, når han til foråret rejser; men han har også forstået at sætte sig i respekt, og ham gir købmanden nok en god anbefaling" "Jeg skal nok også holde ud" sagde Aage selvtillidsfuldt. "Jeg skal ikke stå tilbage for Henrik i noget" Holger så tvivlende på ham; han følte sig åbenbart ikke videre imponeret af den tynde, knoklede dreng. "Ja, så meget ved jeg, at jeg sku' ikke ha' noget af at være under Helmer, og så denne tykhovedede første kommis. Han sku' bare prøve på at gi' mig sådanne omgange, som den forrige butiksdreng fik, jeg dyede mig ikke for at slå igen" Det bliver dog ikke ved pral for Aages vedkommende. En aften, hvor købmand Helmer ikke er hjemme, har Aage et sammenstød med Grøndahl. Det ender med, at Aage sætter førstekommisen ind i gennem chokoladeskabet, som ender i en sørgelig forfatning. Da Helmer næste dag kommer hjem, har Aage imidlertid brugt natten på at bringe skabet med glashylder og chokolade tilbage i normal stand og fjernet alle spor efter hændelsen, så Grøndahl trusler om straf fra købmandens side viser sig at være tomme. Derefter eksisterer der en form for våbenhvile mellem lærlingen og kommis resten af læretiden. Iflg. Johan Lemche er denne hændelse helt i overensstemmelse med virkeligheden. Men selvom Aage får sat sig i respekt overfor Grøndahl oplever han i den kommende tid, hvordan man som nederst i hierarkiet i datidens købmandshandel udnyttes, revses og mistænkeliggøres. Derfor beslutter han sig for en dag grædende at tage toget tilbage til København, hvor han er sikker på forældrenes støtte til at forlade lærepladsen. Den får han ikke, for som faderen forklarer ham, så er en lærekontrakt ikke noget, man bryder. Så rejsen går tilbage til Bildeskov - dog sammen med moderen, som får en alvorssnak med Helmer. Da hun er rejst, er det Aages tur til at høre på købmanden. "Det er ikke helt almindeligt, betænker jeg mig ikke på at sige dig, at forældre så ganske stiller sig på principalens side, når deres børn laver ballade, som du ser, og derfor tør jeg fortsætte, skønt du skal vide, at det ikke er let for mig, efter at du har givet mine fjender nyt stof til sladder om mig. For det vil du snart mærke, at jeg har fjender. Man arbejder ikke en forretning op som denne og går i spidsen for det ene foretagende efter det andet her på stedet uden at få folk imod sig. Men det venter jeg mig af dig, at du holder dig borte fra dem, som jeg betegner dig som mine fjender, og ikke låner øre til det, de vil tude dig ørene fulde med om mig. Du ved nok, hvem jeg især tænker på. Det var engang mine gode venner (ahj; hotelejeren og hans kone), og hvad der er kommet os imellem forstår du dig ikke på - men skal du og jeg blive gode venner, hvad du vil stå dig ved, så holder du dig tilbage der, om den anstrenger sig aldrig så meget for at få dig fat. De vil kun sætte ondt for mig hos dig og friste dig til at løbe med sladder". Han havde rejst sig og stod nu henne ved vinduet, som vendte ind imod byen. "Bildeskov er ikke længere den idyl, folk vil gøre den til" sagde han med ryggen til Aage. "Jeg har gjort alt, hvad der står i min magt for dens trivsel, skaffet den bank, dampmølle, sukkerraffinaderi og meget andet; jeg har sat penge til, flere, end jeg har tjent på den, men jeg kan sige, at jeg kan tælle de glade dagen, den har givet mig til gengæld" Som det fremgår tillod Gyrithe Lemche sig i denne enetale - som i andre af bogens afsnit - sig en stor digterisk frihed, for Viggo Jensen skaffede hverken dampmølle eller sukkerraffinaderi til Jyderup. Men han skaffede så meget andet og måske også en bank. Efterfølgende stifter Aage en række bekendt- og venskaber i Jyderup med mennesker, som ikke alle er lige venlige overfor Viggo Jensens alter ego, Købmand Helmer, ligesom han fortsætter med at aflægge besøg på hotellet. Bl.a. bliver han gode venner med lægesønnen Viggo Clemmensen og dennes forældre, "for hvem købmanden også var en udenforstående". Dr. Clemmensen og hans kone bygger på Jørgens skildring af praktiserende læge i Jyderup 1894-1919, Jens Frederik Hansen, og dennes kone, Jutta Franzisca Hansen3, datter af forpagter på Aggersvold, William Lindhardt, og barnebarn af pastor Bendt Lindhardt. I ægteskabet var der dog ingen børn, så til romanens Viggo, som dør af den spanske syge, har Gyrithe Lemches hentet inspiration fra en ung leder af spejderne i Lyngby, Poul Asmussen, som led en tilsvarende skæbne. "Fru Clemmensen havde i sine unge dage været journalist og rejst meget i udlandet; nu indskrænkede hun sig til i ny og næ at skrive om et eller andet samfundsspørgsmål i det hovedstadsblad, hun i sin tid havde været knyttet til, og hvor hun også havde fået enkelte af sin søns små digte optaget under rubrikken; Lyrik, til usigelig bekymring for doktoren, som i disse rimelige udbrud af en skøn sjæl så sit eget beskeden talent yderligere udvandet, mens hans hustrus moderhjerte nænsom værnede om alt, hvad der kunne bevare hendes eneste barn for at forsimples og forflades af livets virkelighed. Selv havde hun ingen litterære forudsætninger, men hendes medfødte musikbegavelse gjorde hende afstemt for rhytme og velklang, og hun havde selv komponeret melodi til flere af Viggos digte, blandt andre hans midsommerdigt. Der var her en vekselvirkning mellem søn og moder, som bandt dem sammen og fyldte det beskeden hjem med skønhed og stemning" Men er doktoren ikke til lyrik, så har han til gengæld markante meninger om det, der går i svang i byen: "Bildeskov er et verdenscentrum, og den bank hjærte i den danske pengespekulation. Mange øjne vil være rettet mod den uanseelige bygning, Hovedgaden 20. På eder beror det om Bildeskov skal have alle de velsignelser, der nu snakkes om, hvor godtfolk mødes: Kartoffelspritfabrik, Cikoriefabrik, Teglværk, Gullashotel, Savværk, Konservesfabrik og Æggepreserveringsanstalt med mere. I skal finansiere det alt sammen og give bonus og udbytte til aktionærerne og Tantiémer til bankråd og funktionærer. Og, ve jer, hvis i ikke henlægger solide reserver til de magre år. Kære Viggo, du har selv valgt at blive bankmand, men jeg råder dig til at holde fast, når det glade Bildeskov snart kører ad dårrekisten til" Sådan muntrede han uden ophør det unge selskab, som nok mærkede, at det ikke var lutter spøg, men pligtskyldigt lo, hvor de troede det passede" Derefter henvender dr. Clemmensen sig til Edith Holm, der bl.a. fungerede som sekretær for købmand Helmer og - skal det vise sig senere i romanen - også lidt mere. "Jeg kan forsikre dem, at jeg tager hatten af for en mand som købmand Helmer. Der er eventyrblod i ham, og han er gærstoffet i denne by. Men han er neuropatiker, om de kender det ord? Hans energi er en neurose, altså i virkeligheden en pathologisk tilstand. Under normale forhold gør det ingen skade, men i en splittertosset tid som den, det nu trækker sammen til, løber han amok, skal vi få se. Jeg er læge, også Helmers læge, og jeg ser ham derfor fra den psykopatholgiske side. Men jeg forstår godt, at de er begejstret for ham. De sidder jo med den store bog, hvori alt skrives ham tilgode" Når der i folketællingen fra 1916 ikke eksisterer en person i Viggo Jensens husstand, som kan identificeres som Edith Holm, skyldtes det, at hun er opdigtet - en figur Gyrithe Lemche havde brug for, da romanen også skulle tage utroskab og ulovlig abort op til debat. Ediths forhold til købmanden ender nemlig i graviditet, hvorefter hun sendes til hovedstaden, for foretaget en ulovlig abort og glider ud af handlingen. Et smerteligt tab og noget af en øjenåbner for en efterfølgende desillusioneret Aage, som er uhjælpeligt forelsket i hende. Iflg. Johan Lemche er hele dette hændelsesforløb dog digtning fra ende til anden. Romanens pastor Konradsen og han kone er imidlertid iflg. Johan Lemche "holdt efter de virkelige personer på egnen" Aldersmæssigt passer nedenstående beskrivelse på Jyderups sognepræst fra 1913, Ludvig Spleth (1869-1946) og hans kone Kirsten Marie Spleth (1878-1955). Men omtalen af præstens politiske engagement og foredragsvirksomhed passer bedre på pastor Johannes Sørensen Voldum (1853-1940), Hjembæk. I 1914 havde han dog rundet de 61 år. Måske har Jørgen Lemche blandet de to præster sammen, da han videregav sine Jyderup-oplevelser til moderen. Et er dog sikkert, romanens præst bor - ligesom Ludvig Spleth - i kirkebyens præstegård. "Aage havde i grunden været skuffet over pastor Konradsen. Hans mor havde indstillet ham på en hvidhåret ærværdighed med kalot og milde øjne, og da han første gang så den gamle præstegård oppe i landsbyen med haven, som gik lige i et med kirkegården, og det frodige pæreespalier, der dækkede ydervæggen lige op til frontspicen, så kunne han ikke tænke sig andre beboere indenfor de smårudede vinduer end netop sådan en præstemand og en tilsvarende hyggelig præstekone med sort silkeforklæde og hvid kappe. Han blev imidlertid snart revet ud af den forestilling. Første gang, han så pastor Konradsen, troede han, det var en agent, som søgte købmanden i forretningsøjemed. Han kom nemlig på motorcykel i vindjakke og lædergamascher og viste sig at være en mand på højst de fyrre. Hans stemme var skarp med udpræget næselyd, og han talte højt og meget. Aage hørte senere, at han var mere yndet som foredragsholder end som prædikant, og at han tog stærk del i egnens politiske liv. Men havde præsten skuffet ham, gjorde præstekonen det ikke mindre. Hun havde ikke nogetsomhelst tilfælles med den gammeldags præstekone i silkeforklædet og kappehænglerne. Hun var lille og fix med småkrøller foran ørerne og klædt efter sidste mode. Hun gik for at være morsom men Aage fandt hende altfor støjende. Fra det øjeblik, hun kom ind i købmandens stue - og Aage havde foreløbig kun set hende der - beslaglagde hun samtalen, og der var ikke det emne, hun ikke syntes at være med på; politik, verdenskrig, forretning, husvæsen, Røde Kors - hun gav sit besyv med det alt sammen" Efterhånden finder Aage sig tilrette og bliver tilfreds med lærepladsen. Midt i 2. læreår skriver han brev til forældrene - formodentlig med undtagelse af navne en direkte gengivelse af et brev, Jørgen Lemche skrev til forældrene. Her står bl.a. "Jeg kan også nok mærke, at der er flere her i byen, som skumler over købmand Helmer, men det er dog ham, der har gjort Bildeskov til det, den er, og hvergang, der skal laves noget nyt, må han gå i spidsen. Hvis i kom herned, ville i vistnok forundre jer over at se, hvordan vi udvider os. Butikken er ikke længere den krambod, den var, da jeg kom her. Lagerrummet ved siden af er taget med ind, og vi har fået en specialafdeling for køkkenudstyr og isenkram, så man risikerer ikke længere at træde i en vaskebalje, eller få en hestegrime om halsen, når man skal hen og male kaffe. Der er nu 6 store vinduer og to døre med glasruder ud til gade, og vi har fået et morderligt stort skilt af glas, hvor der står i midten på en sort grund med guldbogstaver Carl Emil Helmer & CO., og til venstre; Kolonial og håndkøbsudsalg, og til højre; udstyrs- og isenkramforretning. Det sidste nye, vi har fået, er en foderblandingsmaskine, som fylder et helt hus fra kælder til loft. Den har købmanden lovet, jeg skal komme til at passe, når jeg er færdig med mit andet læreår, som jeg er til november" Men da den tid kommer, skal Aages pasning af denne maskine dog vise sig at gøre ham et par illusioner fattigere. Aage får til opgave at tilsætte det indkøbte foder en speciel blanding, som angiveligt skulle fremme dyrenes velfærd. På et tidspunkt bliver han bedt om at øge doseringen, men så begynder kundernes køer at dø. I virkeligheden er der tale om billigt lucernemel, som blot skal forøges købmandens fortjeneste. Men da for stor mængder lucerne giver køer trommesyge, står han i sidste ende som taberen med en skandale på halsen. En aften, hvor hr. og fru Helmer er væk fra købmandsgården, kommer Aage og vennen, anden lærlingen Oluf hjem til deres værelse på loftet i lagerbygningen og opdage en stak papirer efterladt på en kakkelovn, som er tæt på at overgløde. Aage og Oluf fjerner papirerne, men tænker deres. Er der tale om forglemmelse eller om en bevidst handling for at fremkalde en brand og efterfølgende få udbetalt en klækkelig brandforsikringssum? Begge hændelser bringer skår i Aages opfattelse af købmand Helmer og dennes retskaffenhed. Medvirkende til dette er også behandlingen af en gårdskarl - en ung mand fra Sønderjylland, der den gang endnu var under tysk herredømme som resultat af krigen 1864. For at undgå tysk krigstjeneste er han rejst til Danmark, men betragtes derfor af tyske myndigheder som desertør. På trods af det tager gårdskarlen Anthon ham under sin beskyttelse og giver ham arbejde i købmandsgården. Det ser købmanden gennem fingre med indtil en dag, hvor en dansk politibetjent dukker op på jagt efter desertører, som han har pligt til at arrestere med udlevering til Tyskland for øje. Helmer afslører ikke den unge sønderjyde, men afskediger ham. Dagen efter løber Aage og William på skøjter på den tilfrosne skovsø - dvs. Skarridsø. "I begyndelsen bestod publikum mest af arbejderungdommen, men efterhånden blev der også tilgang af byens bedre familier. Holger kom med nogle kusiner, Realskole bestyrerens to unge døtre var der og de fleste af kommiserne fra byens forretninger, en proprietærsøn fra egnen med sin søster i sparksstøtting, som gjorde megen furore på isen. Parvis, herre og damer med krydsede arme, gled skøjteløberne over Skovsøen, hvis hvide flade lyste frem i den voksende skumring midt i ringen af de mørke skovtræer. William og Aage fik fat i hver sin af Realskolebestyrerens døtre, som omtrent var på deres egen alder, og begge hørte til byens bedste kvindelige skøjteløbere. Snart løb de to og to, snart i kæde med hinanden i hænderne, snart stod den ene af drengene stille og lod de andre svinge i mølle om sig. "Bare der havde været musik" sagde den ene af de unge damer, "man løber så dejligt til musik" "Ta´og syng, Aage" foreslog William "du synger så godt"... Et skingrende skrig fra det ene af pigebørnene afbrød pludselig sangen, og folk omkring styrede i retning af skriget i den tro, at nogen var faldet gennem isen... "Der ligge en under isen, - aa gud, jeg løb skøjten lige ind i hans hår" Aage og William var straks derhenne og bøjede sig ned mod isen, betagne af uhygge. Nu så de tydeligt omridset af et menneske, som lå indefrossen i sivkanten med ansigtet nedad. Det var en mand med mørkt hår og, som det syntes, arbejdsklædt.... "Det er Vilhelm, tyskeren, som blev fyret i går" - Og pludselig begyndte hans læber at skælve, og brystet at hæve og sænke sig krampagtig som hulken, uden at der kom en lyd fra ham" Også her er der tale om en af Johan Lemches? (det faren, sønnen hedder Jørgen) oplevelser i Jyderup, hvor man som læser også præsenteres for Niels Mønsted Friis to døtre, den dengang 13 årige Margrethe og 12 årige Else - senere henholdsvis folkeskolelærer og spillelærer i Jyderup. På trods af, hvad Johan Lemche efter Gyrithe Lemches død har fortalt om kulisserne bag og personerne i hendes romaner, er det selvfølgelig nødvendigt at forholde sig til, hvad der er digt, og hvad der er virkelighed i hendes nøgleroman om Jyderup. Der er næppe tvivl om, at romanens kulisse er Jyderup. Vejning af kvæget i købmandsgården og lastning af det på toget, er hentet ud af Jyderup virkelighed anno 1914-1915 "Og det frygteligt var det med to arbejdere, som gik i købet, gifte folk, begge. Uh! det var et grimt syn, da de blev halet frem. Den ene havde næsten intet hoved, og den anden fået bækkenet og benene knuste. Der blev straks samlet ind til enkerne, - dem skulle man ellers tro, direktionen sørgede for, det er jo lutter matadorer - købmand Helmer blandt andre" I virkeligheden var den ene af de dræbte enken Marie Olsen. Men det forstærker jo dramaet, når forfatteren lader to uforsørgede enker sidder tilbage med sorgen. Målet helliger midlet - også i en nøgleroman1 |